Bjarke Christensen har lavet 48 mål for Skjern i denne sæson, og er igen blevet udtaget til U21 landsholdet.
Rasmus Boysen og Bjarke Christensen er udtaget til VM-kvalifikations kampene for det danske U21 landshold.
Af Simon Dahl
De to unge Skjern talenter, Rasmus Boysen og Bjarke Christensen, har fået en tidlig nytårsgave.
De er nemlig begge blandt ungdomslandstræner Henrik Kronborgs udvalgte, når det danske U21-landshold skal forsøge at kvalificere sig til sommerens VM-slutrunde.
Landsholdet samles den 2. januar i Brøndby, inden de rejser til Tjekkiet og spiller tre kvalifikations kampe mod Slovakiet, Grækenland og Serbien i samme rækkefølge, hvor kun etteren kvalificerer sig til VM-slutrunden.
- Jeg er rigtig glad og stolt over, at blive udtaget. Det er altid en fornøjelse at optræde i den danske landsholdsdragt, og jeg håber rigtig meget på, at vi kan kvalificere os til VM, siger Bjarke Christensen til skjernhaandbold.dk.
Mens Bjarke Christensen har spilet 13 U-landskampe og lavet 36 mål, kan Rasmus Boysen få sin officielle landsholdsdebut til VM-kvalifikationen.