Rasmus Boysen i kamp mod HC Zomimak i EHF-Cuppen for år tilbage.
Rasmus Boysen var ualmindelig godt tilfreds med Ribe-Esbjergs sejr over Skjern Håndbold fredag aften.
Af Nicklas Thygesen
Der blev i den grad skrevet historie fredag aften i Esbjerg.
For første gang nogensinde lykkedes det Rasmus Boysen og Ribe-Esbjerg at besejre Skjern Håndbold - en tendens, som den tidligere Skjern-spiller gerne ser fortsætte fremover.
- Jeg skulle jo lige i gang. Sidste år var jeg skadet, og havde ikke indflydelse på spillet. I år var sagen en anden. Det må godt gå hen og blive en dejlig vane at slå Skjern, siger en storsmilende Rasmus Boysen.
I slutfasen gik der gummiarm i den hos værterne, der var tæt på at smide en stor føring over styr - og det var de grønblusedes fortjeneste, mener Rasmus Boysen.
- Skjern er dygtige, og formår at gøre det spændende - selv på en dag, hvor de ikke rigtig fik tingene til at flaske sig.
- Om de havde en kollektiv off-day er måske en overdrivelse, men vi lykkedes med de ting, som vi havde snakket om inden kampen - nemlig at stå defensivt, og lade deres skytter komme til. Samtidig havde vi en masse at bevise efter en skidt start på sæsonen, og det fik vi heldigvis gjort, siger Rasmus Boysen.