Det holdt hårdt med at få de sidste to points på kontoen før juleferien for Skjern Håndbold. Men det lykkedes med en kneben sejr på 31-30 over et hårdt kæmpende og ikke mindst flot spillende hold fra Skanderborg.
”Vi må anerkende, at vores modstandere spillede en rigtig flot kamp. Især i anden halvleg kan vi ikke sætte en prop i deres angrebsspil,” forklarer Skjern Håndbolds træner, Ole Nøgaard efter opgøret.
Hans tropper formåede simpelthen ikke at løse opgaven med at stække Skanderborgs velsmurte angrebsmaskine – og derfor blev det spændende. Men Skjern vandt det tætte opgør, og det har i det hele taget været kendetegnende for efteråret. Bortset fra store sejre mod TTH-Holstebro og GOG, så har de fleste af Skjerns kampe været efter meget tætte kampe.
”Og det viser noget om, hvor jævnbyrdige vi er i 888-Ligaen,” siger Ole Nørgaard.
Sammen med resten af holdet – bortset fra Tibor Ivanisevic og Bjarte Myrhold, der skal til EM – holder Ole Nørgaard nu juleferie frem til den 8. januar. Han kan se tilbage på et flot efterår. ”Vi er mere end tilfredse med pointhøsten".