STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

To lokale takker af i Skjern

Jacob Østergaard og Morten Vium stopper i Skjern Håndbold efter denne sæson. 

Jacob Østergaard og Morten Vium stopper i Skjern Håndbold efter denne sæson.

21-årige Morten Vium, der har fået hele sin håndboldopdragelse i Skjern Håndbold, jagter mere spilletid og en større rolle, og med de og Skjern Håndbolds ambitioner in mente er højrefløjen og klubben i samråd blevet enige om, at det er tid til forandring.

”Jeg har fået min håndbolduddannelse i Skjern og jeg har meget at takke klubben for. Jeg er utrolig stolt over, at jeg har været en del af ligatruppen i Skjern i tre sæsoner, men nu kan jeg også mærke, at der skal ske noget andet. Jeg vil gerne have noget mere spilletid og en større rolle, og det er der ikke umiddelbart udsigt til, at jeg kan få her i Skjern,” siger Morten Vium.

Forsvars-fighter jagter nye udfordringer
Forsvarsspecialisten Jacob Østergaard, som er i gang med sin 8. sæson i den grønne trøje, kom til klubben som ynglingespiller fra naboklubben Rækker Mølle KFUM, og har sidenhen tilkæmpet sig plads på ligaholdet.

”Jeg har altid været rigtig glad for at spille i den grønne trøje, og der er ingen tvivl om, at jeg vil komme til at savne en masse af de mennesker i og omkring Skjern Håndbold, der gør klubben til et helt fantastisk sted at være. Min rolle i denne sæson har ikke været så stor som tidligere, og da jeg gerne vil have en større rolle og noget mere spilletid, er vi blevet enige om, at det rette for mig var at finde et andet sted at spille,” siger Jacob Østergaard, der i sæsonen 2010/2011 blev kåret som Årets Spiller i Skjern.

Tak for tro tjeneste
I ledelsen hos Skjern Håndbold har man kun roser til overs for de to lokale spillere, der har været et synonym med Skjern Håndbolds værdier.

”Jacob Østergaard og Morten Vium har på hver deres måde sat deres solide og positive fingeraftryk i klubben. Det gør altid ondt at skulle sige farvel til spillere og det er absolut ikke nemmere, når det er lokale drenge der stopper,” er kommentaren fra Skjern Håndbolds formand, Carsten Thygesen, der fortsætter:
”Sådan er ´gamet´ – rolle og ambitioner skal passe sammen. Men heldigvis er de her et halvt år endnu – et forår som vi har store forventninger til.”  

Jacob Østergaard runder i løbet af denne sæson 250 førsteholdskampe for Skjern Håndbold, mens Morten Vium takker af efter 14. sæsoner i den grønne trøje.  

NYHEDER