VM i Frankrig bliver uden Norge og Bjarte Myrhol.
Sverige og Danmark er klar til slutrunden i Frankrig til januar.
Af Nicklas Thygesen
Operationen lykkedes, men patienten døde.
Skjerns brølstærke stregspiller, Bjarte Myrhol, måtte i går aftes sande, at Norge ikke bliver en del af det fornemme VM-selskab i Frankrig til januar.
Nordmændene skulle forsøge at indhente et seksmålsnederlag fra den første kamp i Slovenien – og med blot ti resterende minutter tilbage på uret, så missionen ud til at lykkedes.
Norge var foran med fem mål og var i boldbesiddelse, men desværre løb alt ud i sandet.
Myrhol & co. forspildte mulighederne, og måtte nøjes med en sejr på 29-27. Dermed er Slovenien videre sammenlagt med cifrene 51-47.
Bjarte Myrhol scorede fire gange i opgøret.
Svensk-dansk jubel
Modsat Norge, så kunne Myrhols holdkammerater på klubholdet i Skjern – Markus Olsson og Kasper Søndergaard – bryde ud i jubel efter gårsdagens kampe.
Mens Sverige spillede uafgjort i Bosnien, fortsatte Danmark de overlegne takter i Østrig, hvor det blev til en sejr på 23-20.
Markus Olsson scorede to gange, mens Kasper Søndergaard bankede tre bolde i kassen.
Her er den samlede stilling over VM-kvalifikationen efter de to kampe:
Østrig – Danmark: 47-58
Bosnien – Sverige: 46-54
Slovenien – Norge: 51-47