Skjern vandt 28-25 over BSV, da de to hold mødtes i midten af marts.
Ganske uvant er det top mod bund, når Skjern lørdag besøger BSV i Silkeborg i slutspillets tredje runde.
Af Kenneth Thygesen
Slutspillet i Herre Håndbold Ligaen har for vane at byde på tætte kampe og spænding til det sidste, men i denne sæson har kampene i slutspilspulje 2 været langt tættere end forventet.
Trods en pointforskel i grundspillet på op til 18 point mellem nogle af slutspilsholdene er tre ud af fire kampe i pulje 2 endt med en et-målssejr, hvor sejren først er blevet sikret i kampens sidste minut.
Jævnbyrdigheden har sat favoritterne under pres, og netop de to på forhånd udpegede semifinalefavoritter mødes lørdag i Silkeborg.
Pressede midtjyder
Skjern og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) har begge leveret et fantastisk grundspil med henholdsvis 42 og 41 point, men med fire slutspilsrunder igen er ingen af de to hold sikre på en semifinaleplads.
Med nul sejre i to slutspilskampe og en trup, der bugner af landsholdsspillere, er DM-sølvvinderne fra BSV alvorligt presset inden lørdagens brag i Silkeborg. Midtjyderne har således blot vundet en enkelt af de seneste syv officielle kampe.
I Skjern har forårsformen været forrygende, men med to nederlag i de seneste tre kampe har Ole Nørgaards mandskab også fået ridser i lakken. Tilmed måtte Skjern i tirsdagens pokalkamp mod SønderjyskE undvære både Tim Winkler og en syg Henrik Møllgaard, ligesom anfører Jesper Jensen fortsat er skadet.
11 ud af 20 til BSV
BSV har kun slået Skjern i et af de seneste fem indbyrdes opgør, men derimod har BSV vundet 11 af de seneste 20 indbyrdes kampe. Her har Skjern vundet otte, mens én kamp er endt uafgjort.
Det seneste møde mellem de to hold var for præcis en måned siden, hvor Skjern foran 2.155 tilskuere i Skjern Bank Arena vandt 28-25 efter syv mål af både Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard.
Slutspilspulje 2:
1. Skjern Håndbold - 4 point
2. Mors-Thy - 4 point
3. Århus Håndbold - 2 point
4. BSV - 1 point
Topscorer:
BSV: Chris Jørgensen, 105 mål
Skjern: Henrik Møllgaard, 144 mål
Kamptidspunkt: Lørdag den 13. marts kl. 17.10 i Jysk Arena
Kampen vises direkte på TV2 med optakt fra kl. 17.00.