STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Topmotiveret Nøller: Vi vil det her

For ti dage siden var Skjern Håndbold klar til at indlede slutspillet i Kolding med stor gejst og humør kombineret med to bonuspoints på slutspilskontoen.

Desværre blev det til et nederlag i Kolding og et efterfølgende nederlag til BSV i søndags, hvorfor der er et mindre pres på Skjern-drengene, inden Erik Veje Rasmussens tropper fra Århus Håndbold venter søndag eftermiddag.

”Det er et meget nemt regnestykke for os, hvis vi vil i den DM-finale, som hele truppen og klubben kæmper for. Vi skal vinde fire kampe i træk, så derfor kommer vi selvfølgelig til Århus med alt, hvad vi har,” lyder det fra Kristian ”Nøller” Asmussen, der fortsætter:

”Det kræver koncentration i 60 minutter, hvis vi skal vinde den kamp. Vi skal skubbe til hinanden og så trække den samme vej i de perioder, hvor det ikke kører, så vi måske taber 3-0 i sådan en periode frem for 12-3,” siger Kristian Asmussen med henvisning til hjemmekampen mod BSV.

Det er otte år siden Skjern Håndbold sidst var i DM-finalen, men i år har de grønblusede alle mulighederne med en stærk og homogen trup, der hungrer efter metal.

”Vi vil så gerne det her, så vi lægger også et pres på os selv. Det er så små ting, der gør, at vi ikke har vundet endnu. Vi er jo ikke blevet dårligere håndboldspillere af to tabte kampe, så vi må hive op i os selv og finde det gode spil frem,” siger Kristian Asmussen og afslutter:

”Vi har spillet en super grundspilssæson, og derfor vil det være tåbeligt at smide det hele væk, når det gælder,” lyder det fra den rutinerede målmand.

NYHEDER