STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Topscorer-Lasse viste klasse

Lasse Mikkelsen scorede syv mål i Skjerns sejr onsdag aften.

Skjern-playmaker Lasse Mikkelsen spillede sin nok bedste kamp i den grønne trøje, da Skjern besejrede Lemvig-Thyborøn.

Af Kenneth Thygesen

"Det var en af de bedre kampe. Det gik godt, og overordnet set føler jeg mig også fit."

Sådan lød det kortfattet fra Lasse Mikkelsen efter onsdagens sejr over bundproppen fra Lemvig-Thyborøn. Skjern-playmakeren imponerede med syv mål og flere målgivende afleveringer i de godt 30 minutter, han var på banen.

Lasse Mikkelsen og holdkammeraterne vandt 27-26 over Lemvig efter en kamp, hvor Skjern til tider viste tænder, men alt i alt ikke var overbevisende ifølge playmakeren.

"Det hårde, fysiske pres og de mange løb er langt hen ad vejen forskellen på top og bund. I flere perioder af kampen i dag løb vi og kørte på, og så rykkede vi fra med fem-seks mål, men vi formåede ikke at fortsætte ligesom mod Nordsjælland," forklarede Lasse Mikkelsen.

"Vi dækkede fornuftigt op, og de havde svært ved at komme frem til chancer. De scorede 20 mål på 50 minutter, hvilket vi kan være godt tilfredse med, men afslutningen af kampen er selvfølgelig uacceptabel," sagde Lasse Mikkelsen med reference til Skjerns sløve indsats i de sidste otte minutter, hvor Lemvig scorede seks mål i træk.

"Det skal åbenbart være lidt spændende til sidst hver gang, vi spiller. I de sidste ti minutter blev det for individuelt, og så fik vi smidt en masse kontramål i hovedet. Vi stoppede næsten med at spille håndbold, og så lugtede de jo blod," sluttede Lasse Mikkelsen.

Playmakeren kunne dog glæde sig over, at Skjern fik den fjerde sejr i træk og dermed overhaler Team Tvis Holstebro i tabellen.

NYHEDER