Eivind Tangen var godt kørende i Skjern-offensiven med 7 scoringer på 11 forsøg. Foto: Jens Chr. Nordestgaard.
Skjern-topscoreren hæftede sig ved vigtigheden af endnu en sejr - og ikke sejrens størrelse - efter lørdagens opgør.
Af Nicklas Thygesen
Det kunne have gået i begge retninger lørdag eftermiddag i Skjern Bank Arena.
Men ti gode slutminutter betød, at vestjyderne fik et nogenlunde udgangspunkt inden næste weekends returkamp i Malmø. En sejr, som Skjern-topscorer Eivind Tangen ikke undervurderer betydningen af.
- Vi skal vinde alle kampe i Skjern Bank Arena. Det er vores base, og ingen hold - uanset modstander - skal have let ved at spille mod os herhjemme. Så selvom vi ikke leverede på højeste niveau i dag, så må vi ikke undervurderer vigtigheden i, at vi alligevel vandt til slut med et enkelt mål, siger Eivind Tangen og fortsætter:
- Overordnet synes jeg, at vi gjorde mange ting rigtigt. Men vores spil blev meget urytmisk på grund af de mange udvisninger, så derfor var det nok ikke verdens mest seværdige kamp at overvære.
- Men jeg er tilfreds med udgangspunktet, trods alt. Vi kunne sagtens have tabt, og nu står vi med et okay udgangspunkt frem mod på lørdag, siger nordmanden.