STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Toudahls operation veloverstået

Rygoperationen er forløbet succesfuldt, og Andreas Toudahl forventes klar til genoptræning om 14 dage.

Andreas Toudahl blev torsdag rygopereret med succes. Nu venter 14 dages ro inden genoptræningsstart

Af Kenneth Thygesen

Langtidsskadede Andreas Toudahl blev torsdag formiddag rygopereret i København - med succes. Operationen gik som ventet, og den sidste del af prolapsen blev fjernet uden problemer.

- Det er gået, som det skulle. Jeg er helt smadret på medicin og morfin og alt muligt, men jeg har det godt, siger Andreas Toudahl, da skjernhaandbold.dk fangede fløjspilleren over telefonen direkte fra sygesengen.

- Det er gået stærkt det hele, og det har været en rimelig hård omgang. Det er trods alt en stor ting at gå ind at skære i ryggen, men jeg føler, at jeg er i gode hænder, siger Andreas Toudahl.

Forude venter et par dage i sygesengen i København og derefter ro i 14 dage, inden genoptræningen så småt kan starte.

- Jeg forventer, at det første stykke tid af genoptræningen bliver meget begrænset, hvor jeg starter langsomt ud. Det er en lang proces, siger Andreas Toudahl.

Meldingen går på, at Andreas Toudahl er spilleklar i starten af foråret.

NYHEDER