Rasmus Boysen er for første gang udtaget til U-21 landsholdet.
Rasmus Boysen, Bjarke Christensen og Jesper Dahl er alle udtaget til U-landsholdssamlinger i uge 44.
Af Simon Dahl
I mandags blev Kasper Søndergaard, Henrik Møllgaard og Tim Winkler udtaget til A-landsholdet, da Ulrik Wilbek udtog sin trup frem mod to træningskampe mod Argentina.
Torsdag fik Bjarke Christensen og Rasmus Boysen besked om, at de var udtaget til U-21 landsholdets samling i Ringsted fra den 29/10 til torsdag den 11/1.
Mens Bjarke Christensen har deltaget i mange landsholdssamlinger og spillet 13 U-landskampe med 36 scoringer til følge, er det første gang Rasmus Boysen er med i U-landsholdstruppen.
- Det kom som en kæmpe overraskelse for mig, og jeg havde slet ikke regnet med at blive udtaget. Særligt ikke efter jeg har været skadet i opstarten. Men jeg glæder mig enorm meget til at prøve kræfter med det, og anser det som et stort skulderklap, siger Rasmus Boysen til skjernhaandbold.dk om udtagelsen.
Samtidig med U-21 landsholdet er samlet i Ringsted, er U-19 landsholdet samlet i Svendborg, hvor U-18 spilleren Jesper Dahl ligeledes er udtaget.