Der var skuffede miner i Skjerns omklædningsrum efter lørdagens nederlag til Nordsjælland. En smule glæde over en fremragende defensiv indsats, men utilfredshed med resultatet og det nærmest ikke-eksisterende angrebsspil.
”Forsvaret og målmændene var helt fantastiske i dag. Vi holdte et stærkt offensivt hold som Nordsjælland på 24 mål på hjemmebane, men alligevel formåede vi ikke at vinde. Det siger sig selv, hvor problemet var i dag,” sagde cheftræner Kos til skjernhaandbold.dk.
”Vi forvaltede ikke det gode forsvar til angrebsspillet, hvor vi manglede flow, tempo og skarphed. Vi lavede tilmed for få mål på kontra,” sagde cheftræneren, der manglede scoringer fra de to skytter, Per Leegaard og Kristian Gjessing, fra distancen.
”Per Leegaard var ukampdygtig og kunne ikke spille, og Kristian Gjessing kunne ikke skyde. De mål fra distancen manglede vi, og derfor blev spillet meget forkrampet over midten,” forklarede Kos.
De sidste ti minutter blev intense og spændende, men store, oplagte Skjern-chancer blev misbrugt, og det blev afgørende.
”Det blev spændende til sidst, og desværre gjorde vi deres keeper alt for god ved at skyde ham forkert. Det var skuffende,” sluttede en skuffet cheftræner.