Skjern Ultras får travlt på lørdag. Først skal de spinne til Skjern Bank Grand Prix, derefter skal de heppe på grøn i arenaen.
I modsætning til de seneste par år har fanklubben Skjern Ultras i år valgt ryttere fra egne rækker til lørdagens Skjern Bank Grand Prix.
Af Lone Jørgensen
På lørdag afholder Skjern Håndbold for ottende år i træk spinning-arrangementet, Skjern Bank Grand Prix.
Her stiller virksomheder blandt Skjern Håndbolds sponsorer en rytter til rådighed, som kører penge ind til Skjern Håndbold.
Blandt deltagerne er også fanklubben, Skjern Ultras. Sidste år stillede Dennis Mathiasen, der har en fortid i Skjern Håndbold, op som rytter for fanklubben og året før var det den tidligere landsholdsspiller, Lars Rasmussen, der sammen med sin navnebror, Lars Møller Madsen, satte sig på cyklen for Ultras.
I år har Ultras-drengene valgt selv at tage tørnen på cyklen, når der skal samles penge ind.
I alt spinner seks Ultras-medlemmer til Skjern Bank Grand Prix lørdag eftermiddag, hvor 30 cykler er besat.
Sidste år lykkedes det for de deltagende i spinning-arrangementet at cykle over 1 mio. kroner ind til klubben.
Skjern Bank Grand Prix finder sted på lørdag d. 7. februar fra kl 15:15 i foyeren ved Skjern Bank Arena. Kl. 17:10 samme dag spiller Skjern hjemmebanekamp mod KIF Kolding København.