STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ultras støtter Skjern i Berlin

Skjern Ultras er altid på plads i Skjern Bank Arena. I weekenden drager de til Berlin for at støtte deres hold.

Selvom Møllgaard og co. spiller langt væk hjemmefra i weekenden, er det stadig med den sædvanlige Ultras-opbakning i ryggen.

Af Lone Jørgensen

De er der i medgang, de er der i modgang. Som en ægte fanklub støtter de Skjern uanset, om holdet rider på sejrbølgen eller ikke.

Skjern Ultras er indbegrebet af en dedikeret fanklub. Til hver eneste hjemmekamp bakker de trofast op og hylder dem, der skal hyldes på banen.

Fanklubben er også ofte at finde på lægterne til udebanekampe.

Weekendens storkamp i Berlin er ingen undtagelse, og spillertruppen sætter stor pris på, at de glade og larmende supportere også er på plads i Max-Schmeling-Halle på søndag.

Fantastisk fankultur i Skjern
- Én ting er, at de er dygtige til at være der på hjemmebane. Men at de tager hele turen til Berlin, det er jo mere end prisværdigt. Det viser noget om den fankultur, der er skabt i Skjern Håndbold og hos Ultras.

Ligesom Ultras bakker op om drengene på banen, er der også hjælp den anden vej rundt. Skjern-holdets bødekasse har således givet et tilskud, så busturen til Berlin blev mulig.

- Det er da det mindste, vi kan gøre. Når vi nu har lidt svært ved at dukke op til deres kampe og stå i bar overkrop og heppe, så er det her vores måde at sige tak på, siger Møllgaard og fortsætter:

- For dem er den her tur ikke bare håndbold, men også en måde at få noget ekstra ud af sammenholdet. Det vil vi selvfølgelig gerne bidrage til.

Fanklubben rejser til Berlin i bus, der foruden en flok heppeglade fans også er fyldt med velsmurte stemmer, trommer og masser af grønt fanudstyr.

Udekampen mod Füchse Berlin spilles søndag d. 8. marts kl. 17:15.

NYHEDER