Det nye håndboldsite, håndbold.dk, har som optakt til storkampen mellem Skjern og Team Tvis Holstebro interviewet eliteudvalgsformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, og den mangeårige chef i Team Tvis Holstebro, Poul Madsbjerg.
Her er et udpluk af, hvad de to herrer har sagt til håndboldsitet om rivaliseringen mellem Skjern og Team Tvis:
Carsten Thygesen, Skjern:
”Tvis er en mangeårig lokal rival. Helt tilbage fra 1980’erne, hvor de to holds moderklubber mødte hinanden i serie 1, har det været sådan, og nu er det nedarvet i alle spillere, ledere, fans og tilskuere.”
”Vi holder meget af hinanden som mennesker, men vi bryder os ikke om deres klub. Som modstandere er de jo også en strategisk rival. Hvem er Vestjyllands bedste håndboldklub? Vi måler os i alt mod Team Tvis Holstebro.”
”Det er den værste kamp at tabe. Der er én kamp, vi skal vinde. Resten vil vi gerne vinde.”
”Vi har en rigtig god forretningssituation ud af rivaliseringen med Team Tvis Holstebro, og det eneste, der ikke må ske, er at de rykker ned, så det har vi hjulpet lidt med gennem årene. Men vi har måske nok overdrevet den del i et par år.”
Poul Madsbjerg, Team Tvis Holstebro:
”Det her er Vestjyllands svar på Brøndby-FCK. Der er altid gang i den, og begge hold har mange tilskuere med til udebanekampene. Det handler ikke kun om de to point, men i mindst lige så høj grad om håneretten.”
”Der er en dyb respekt klubberne imellem. Vi driver nogle veldrevne klubber med styr på økonomien. Vi bruger hinanden meget til erfaringsudveksling og har vores egen lille Erfa-gruppe. Vi taler om alt, og vi kan stole på hinanden.”
”Vi har overhånden, og vi er de seneste, der har vundet på udebane. Som vi siger her i byen: ”I nyere tid har Skjern jo ikke vundet noget.”
Læs hele artiklen: her