STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Verdensstjerner til Skjern

Skjern-forsvaret skal på lørdag dæmme op for Berlins mange stjernespillere.

Storholdet Füchse Berlin gæster lørdag Skjern Bank Arena i den tredje kamp i EHF Cup gruppespillet.

Af Lone Jørgensen

Sidste år var de med til Final4 i EHF Cuppen, ligesom de vandt den tyske pokaltitel ved at sejre over Champions League-vinderne fra Flensburg Handewitt i pokalfinalen.

Med et holdkort, der blandt andet tæller den tyske landsholdskeeper Silvio Heinevetter, den spanske veteran Iker Romero og den russiske profil Konstantin Igropulo vidner det om, at Füchse Berlin hører til i den håndboldkategori, der hedder klassehold.

Derudover er serbiske Petar Nenadic brandvarm i sin første sæson for tyskerne, hvor han lige nu indtager førstepladsen på topscorerlisten i Füchse Berlin.

To hold med maximum-point
Det tyske mandskab stiller lørdag til kamp mod Skjern i Skjern Bank Arena, når den tredje runde i EHF Cup gruppespillet går i gang.

Begge hold har indtil videre gjort rent bord med to sejre ud af to mulige i gruppe C. Derfor er der lagt op til topopgør i weekenden, hvor vinderen af kampen sætter sig på førstepladsen i puljen.

Det bliver et brag af en håndboldkamp, hvor Skjern, der har vundet de seneste fem kampe, skal forsøge at vriste point fra det tyske storhold.

Billetsalget til kampen på lørdag er allerede godt i gang, og det bliver med al sandsynlighed en rigtig herrefight.

Du kan sikre dig en billet til kampen her.

NYHEDER