STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Vestjysk stime fortsætter i Gudme

 Med sejren over GOG er Skjern tilbage på Boxer Ligaens andenplads. 

For andet år i streg vandt Ole Nørgaards mandskab med cifrene 27-24 på udebane i Gudme.

Af Nicklas Thygesen

Der hersker noget udsædvanligt over Sydfyn og GOG Arena.

Ole Nørgaards vestjyske mandskab har ikke tabt på Sydfyn i intet mindre end ni år, og den statistik er fortsat intakt efter de to klubbers møde lørdag aften.

En heroisk kæmpende defensiv krydret med to skudstærke bagspillere i form af Kasper Søndergaard og Markus Olsson banede vejen for endnu en grøn sejr i Gudme.

GOG-topscorer, Andreas Holst Jensen, bragte værterne i front med 1-0 efter præcis ét minuts spil - en føring, som blev de gulklædtes første og eneste føring i opgøret.

Herfra overtog vestjyderne kontrollen – et begreb, som cheftræner Ole Nørgaard inden kickoff havde fremhævet som den vigtigste ingrediens, hvis gæsterne skulle rejse hjem med point.

Uprovokerede fejl ad libitum
Da dommerparret Henrik Johnson og Ken Cardozo fløjtede til pause var Skjern-mandskabet i front med 14-9. Vestjydernes defensiv var utrolig aggressive på GOG-skytterne, og kombineret med en velspillende Søren Pedersen i målet, havde værterne det meget vanskeligt ved at minimere Skjern-føringen. 

Offensivt døjede begge mandskaber med at holde fast i læderkuglen. Et uhørt antal uprovokerede tekniske fejl – helt nøjagtigt 25 af slagsen - prægede store dele af opgøret, og derfor udeblev det polerede og seværdige angrebsspil.

Skytterne trådte i karakter
Ole Nørgaards defensiv fortsatte i samme gear efter pausen og da Matthias Flohr udbyggede føringen til 20-13 efter 41 minutters spil, lignede det en lussing til de fynske værter.

Men anført af et talstærkt og medlevende fynsk publikum leverede Jakob Larsens udvalgte et mindre comeback.

20-13 blev på 12 minutter forvandlet til 22-20, og så levede kampen for alvor igen.

Vestjydernes angrebsspil virkede nervøst og forkrampet, men i slutminutterne viste Kasper Søndergaard og Markus Olsson hvorfor de indtager første- og andenpladsen på de grønnes topscorerliste.

Tre scoringer fra de to ovenstående blev banket i kassen, da blusset for alvor var skruet i vejret i Gudme – og da Lasse Mikkelsen slutningsvist bidrog med to scoringer, kunne Skjern-spillerne bryde ud i jubel efter slutfløjtet.

NYHEDER