STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

VM: Ohm tror på AG-streg, Polen og serbisk bomber

På fredag tager det danske herrelandshold hul på VM-slutrunden i Sverige, når Mikkel Hansen og co. skal møde Australien.

Som optakt til den første danske VM-kamp har skjernhaandbold.dk stillet seks VM-spørgsmål til tre ligaspillere, der i de følgende tre dage vil give deres bud på alt fra verdensmester til den største skuffelse.

Første mand med VM-svarene er højreback Rune Ohm.

Hvem bliver verdensmester?

”Et godt bud vil være Kroatien, som har et godt og spændende hold. De dækker et godt 3:2:1-forsvar samtidig med, at de også står godt i et 6:0-forsvar. Offensivt har de meget at byde på med forskellige skræmmende individualister.”

Hvordan går det Danmark?

”Danmark er i en god pulje, mens det heller ikke er uoverskueligt i mellemrunden. Derfor tror jeg på en semifinale. Det bliver i hvert fald Danmark, Kroatien, Sverige eller Polen, der skal kæmpe om de to pladser til semifinalen i vores mellemrundepulje.”

Hvilken spiller bliver slutrundens bedste?

”Det er et svært spørgsmål, for der er mange at vælge imellem, men jeg tror, at den serbiske højreback, Marko Vujin, der spiller Veszprém kan gå hen og blive afgørende.”

Hvilken dansk spiller skal man holde øje med?

”Det vil være oplagt at sige Mikkel Hansen, og han bliver helt sikkert også en nøglefigur, men derudover mener jeg, at en René Toft Hansen på stregen bliver interessant at følge. Han har mange kvaliteter både offensivt og defensivt.”

Hvem er outsider til VM-titlen?

”Polen. De har et spændende hold, som har spillet sammen i mange år. De har tidligere været med langt fremme, og jeg tror de kan overraske og snuppe det hele.”

Hvilket land bliver den største skuffelse?

”Det bliver Frankrig forstået på den måde, at alle folk regner med de vinder, men det tror jeg ikke, de gør. De er i en svær pulje og lider af mange skader, så jeg tror, de skuffer ved ikke at vinde VM.”

Læs med i morgen når en ny Skjern-spiller giver sine VM-svar.

NYHEDER