STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Winkler: Eksperter i at køre den hjem

Skjerns Tim Winkler fik en skidt start på fredagens kamp mod HC Midtjylland. Forsvaret hang ikke sammen, og derfor kom Winkler heller aldrig i gang, hvorfor cheftræner Kos skiftede ham ud til fordel for Kristian Asmussen.

Tim Winkler fik dog anden halvleg til at rette op på tingene, og det lykkedes i stor stil.

”Kommunikationen blev bedre, og dermed lavede vi færre misforståelser, og så fik de ikke så mange frie skud. Det giver meget bedre forudsætninger for mig som målmand,” sagde Tim Winkler, der stod en fremragende anden halvleg.

Han havde en enkel forklaring på, hvorfor Skjern haltede i første halvleg.

”Det var en kombination af, at forsvaret og målmand ikke fik fat overhovedet. Vi arbejdede ikke sammen. Det var slet ikke imponerende,” sagde Tim Winkler, der i anden halvleg kunne se sine grønblusede kammerater løbe fra gæsterne fra Herning:

”Måske løb de tør for kræfter. Deres spillestil er præget af masser af løb, og da de stort set ikke skifter ud i bagkæden, ville de blive trætte på et tidspunkt,” sagde Tim Winkler.

En sejr på syv mål burde være ensbetydende med tilfredshed, men det var ikke tilfældet i Skjern-lejren.

”Jeg er slet ikke tilfreds. Defensiven er en skandale i første halvleg. Heldigvis fik vi rettet op på det, men vi skal være langt mere klar, hvis vi skal slå BSV på tirsdag,” lød det fra Tim Winkler.

”Vi er efterhånden eksperter i at køre den hjem i anden halvleg efter at have været bagud i første halvleg. Vi ved, hvordan det skal gøres, og der har vi så meget rutine, at det ikke kan gå galt,” sluttede Skjern-keeperen.

 

NYHEDER