STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Winkler: En vigtig sejr

Tim Winkler spillede en god kamp for Skjern og sluttede kampen med en redningsprocent på 46.  

Skjern havde Århus nede i sækken, men glemte at snøre den, da muligheden bød sig.

Af Simon Dahl

Skjern lever for alvor i slutspilspulje 2.

Efter en rodet og lige start i opgøret mod Århus trak Skjern fra ved 8-8 og kunne gå pause med en føring på 13-9. Midtvejs i anden halvleg kom værterne i front med 18-13, og der skulle kampen have været afgjort, mente Skjerns Tim Winkler.

- Vi skulle have lukket den ved 18-13. Når vi fører med fem mål på hjemmebane, skal vi være dygtige nok til at få lukket kampen, og for alt i verden ikke gøre det spændende, sagde Tim Winkler efter kampen til skjernhaandbold.dk og fortsatte:

- Jeg savnede noget kynisme i den periode, hvor vi kunne lukke ballet, men omvendt skal vi også huske at glæde os over sejren, og at vi er tilbage på sejrskurs igen, sagde Winkler.

Sejr betød meget 
Med sejren fører Skjern nu slutspilspulje 2, og det glædede målmanden.

- Den her sejr betød rigtig meget for os. Det havde ikke været til at bære, hvis vi kun fik et point med herfra, lød det fra Winkler.

- I de her tætte kampe er over- og undertalsperioderne rigtig vigtige, og der var vi ikke gode nok i dag. Det skal vi have forbedret frem mod de næste kampe, sagde Tim Winkler, der blev noteret for 17 redninger.

NYHEDER