Vi har dummet os for mange gange, siger Tim Winkler.
Team Tvis fortjener semifinalen, siger Tim Winkler, der mener, at Skjern har dummet sig for mange gange.
Af Kenneth Thygesen
Team Tvis Holstebro har fortjent semifinalen. Det mener Skjerns Tim Winkler, der til spørgsmålet om hvorvidt det er fortjent, at det er Team Tvis Holstebro og ikke Skjern, der står i en DM-semifinale, er klar i mælet.
”Ja, det må man sige. Vi har dummet os for mange gange,” siger Tim Winkler og uddyber:
”Først i Viborg i den sidste grundspilskamp og derefter mod Team Tvis og Århus i slutspillet. Vi må erkende, at vi ikke har været skarpe nok,” lyder det fra Tim Winkler, der mener, at det har haltet i den afsluttende fase i angrebsspillet.
”Vi har brændt for mange chancer i nærmest alle slutspilskampe, ligesom vi har lavet for mange tekniske fejl. Det har været afgørende,” siger Tim Winkler.
Tirsdag aften spiller Skjern sæsonens næstsidste slutspilskamp i Holstebro mod netop Team Tvis Holstebro, og selv om motivationen er anderledes i forhold til tidligere lokalbrag, så vil Winkler og co. gøre alt for at få en sejr.
”Selvfølgelig er det svært at sætte sig op til en kamp, der ikke gælder noget. Men når det nu engang er mod Team Tvis, så har æren meget at sige, fordi man vil bare ikke tabe til dem. Derudover har vi snakket om, at vi gerne vil slutte sæsonen ordentligt af, selv om semifinalen er væk,” slutter Tim Winkler.