Tim Winkler stopper i Skjern til sommer.
Efter ni år i Skjern Håndbold stopper Tim Winkler til sommer. Målet er håndbold i udlandet.
Af Kenneth Thygesen
I ni år har Tim Winkler været en fast del af Skjern Håndbolds spillertrup. Men nu er tiden kommet til forandring.
Den 27-årige målmand har kontraktudløb til sommer, og Tim Winkler er efter adskillige samtaler med klubben kommet frem til, at han i bund og grund savner nye udfordringer. Derfor forlader den vellidte målmand til sommer de trygge, vestjyske rammer i Skjern.
Drømmen er udlandet, og der har allerede har været følere ude efter Skjern-keeperen.
- Jeg er ikke afvisende over for at blive i Danmark, men drømmen er at spille i enten Tyskland eller Frankrig. I Tyskland har de verdens bedste liga, og Frankrig er et fantastisk land, hvor håndbolden er i en rivende udvikling. Det er de to lande, der tiltaler mig mest, forklarer Tim Winkler.
Et vemodigt farvel
Tim Winkler har spillet ynglingehåndbold i Skjern og har været i klubben i alle sine seniorår. Han har spillet nogle af de største kampe og spillet med og mod nogle af landets bedste spillere. Alligevel er der andre ting, han vil komme til at savne mest i Skjern.
- Jeg kommer til at savne alle de gode mennesker i og omkring klubben. Det bliver vemodigt, og jeg glæder mig ikke til den dag, hvor jeg skal tage afsted, siger Tim Winkler.
- Men jeg holder fast ved min beslutning om at prøve noget andet. Jeg vil ikke gro fast her. Jeg vil have en ny udfordring, og det er tiden kommet til nu, siger Tim Winkler, der sender en speciel hilsen til en bestemt gruppe i Skjern Håndbold.
- Alle de frivillige i Skjern skal have en kæmpe tak. Jeg håber, de vil blive ved med at bakke op og løfte klubben, for de er en vigtig og kæmpe stor del af hele Skjern Håndbold-familien, siger Tim Winkler.
Tim Winkler har spillet 226 førsteholdskampe for Skjern og sammenlagt over 60 landskampe på A-landsholdet og ungdomslandet.