STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Winkler: Vi kendte vores besøgelsestid

Tim Winkler stod med en redningsprocent på 46 i sejren over Mors-Thy. Han er kun overgået af Aalborgs Ole Erevik i denne spillerunde.

Skjern-spillerne vidste ifølge Tim Winkler, hvornår det afgørende pres skulle lægges i lørdagens kamp mod Mors-Thy.

Af Kenneth Thygesen

Sidste lørdag var Kristoffer Laursen en afgørende spiller, da Skjern hev en et-målssejr hjem i sidste sekund over Team Tvis Holstebro.

Den talentfulde målmand var dog på bænken i gårsdagens kamp i Thisted, hvor Tim Winkler var tilbage i målet - og det med succes. 

Tim Winkler stod i alle kampens 60 minutter mod Mors-Thy med en sammenlagt redningsprocent på 46. Dagen derpå sender Tim Winkler dog roserne ud til medspillerne.

- Vores forsvar var igen forskellen. Vi stod bundsolidt i 60 minutter, og det var kun i kontrafasen, at de truede os. Defensiven er blevet rigtig stærk igen i år, og det kaster mange point af sig, forklarer Tim Winkler.

Kendte besøgelsestiden
Skjern var en smule presset i starten af anden halvleg, men fem mål i træk gav Skjern et pusterum, så sejren sikkert kunne køres hjem.

- Vi kendte vores besøgelsestid. I kampen mod Team Tvis var vi også en smule heldige, men i går vidste vi, hvornår vi skulle presse dem i bund, siger Tim Winkler.

- Jeg var kun meget lidt bekymret, da de fik reduceret. Når vi dækker op, som vi gør i øjeblikket, skal der en stor præstation til, hvis vi skal besejres, siger Tim Winkler.

NYHEDER