STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

'10.000 til håndbold' melder udsolgt

Mindre end en uge efter at billetsalget til ”10.000 til håndbold” gik i gang kan de fire klubber bag eventen melde udsolgt. Der kan dog komme nogle få hundrede billetter til salg, når de to hjemmebane-klubber, AaB og Bjerringbro-Silkeborg har overblik over, hvor mange sæsonkort­holdere, der vil reservere plads.


”Det er nærmest gået alt for hurtigt. Men vi glæder os over den store interesse for eventen 6. november. Det dokumenterer, at dansk herrehåndbold er på vej fremad med stormskridt,” siger de fire klubber bag ”10.000 til håndbold”, AG København, AaB, Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold.


På grund af den store efterspørgsel prøver de fire klubber at finde nogle ekstra hundrede pladser. De komme fra den pulje af sæder, der er reserveret til sæsonkort-indehaverne i “hjem­mebaneklubberne” AaB, der møder Skjern, og Bjerringbro-Silkeborg, der skal op imod AG København.


”Der går et par dage, inden vi har overblik over de sidste sæder, men jeg vil opfordre folk til at holde øje med www.10000tilhaandbold.dk , hvor vi sørger for at informere om situationen, og hvorfra de eventuelle ekstrabilletter vil blive sat til salg,” siger Frank Lajer, direktør i Bjerringbro- Silkeborg.


AaB’s sportsdirektør Jan Larsen glæder sig over den store interesse fra håndbold-publikummets side, men understreger samtidig, at der nu forestår et stort stykke arbejde fra de fire arrangør-klubbers side.


”Vi er glade for interessen, men også ydmyge overfor opgaven. Vi ved, at det er første gang der bliver afviklet et stort sportsarrangement i Danmarks Nationale Arena, og vi vil gøre alt, der står i vores magt, for at folk får en god oplevelse. Lige fra de parkerer bilen og træder ind i hallen til de forlader den igen og kører hjem efter to forhåbentligt velspillede håndboldkampe og en stor oplevelse,” siger Jan Larsen.


Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern, glæder sig over at der nu sættes nye stan­darder for dansk klubhåndbold.

NYHEDER