STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

653.601 kroner til Skjern Håndbold

Fra venstre: Vinder Ebbe Pedersen fra Lind Jensens Maskinfabrik med flest indkørte kroner. I midten: Jacob Pedersen fra IPL Group, der cyklede flest kilometer og til højre Kenneth Mølholm fra Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, der forbrændte flest kalorier.

Under lørdagens Skjern Bank Grand Prix blev der kørt godt 653.000 kroner ind til Skjern Håndbold.

Af Lone Jørgensen

Før lørdagens håndboldkamp afholdt Skjern Håndbold det årlige Skjern Bank Grand Prix, og igen i år blev arrangementet en stor succes.

Det var ottende gang, Skjern Bank Grand Prix løb af stablen og i dets levetid har det indbragt over 5 mio. for klubben. I år var et godt gennemsnitsår i forhold til beløbets størrelse.

De fremmødte tilskuere kunne se Ebbe Pedersen fra Lind Jensens Maskinfabrik løbe med vandrepokalen, idet han var den rytter, der cyklede flest penge ind til klubben.

I alt trådte 28 ryttere i pedalerne, herunder Nykredits Hans Jørn Mikkelsen, der kørte 28.057 kroner ind til Skjern Håndbold.

- Det var selvfølgelig ret hårdt. Men i år kørte jeg kalorier i stedet for kilometer, og det gjorde det faktisk lidt mindre hårdt, sagde Hans Jørn Mikkelsen efter løbet.

Han har været fast inventar til arrangementet siden det begyndte for otte år siden, og han har også planer om at stille op næste år.

- Det er et rigtig godt arrangement, hvor man samtidig støtter Skjern Håndbold. Jeg synes det er flot, at vi i løbet af så kort tid kan køre så mange penge ind til klubben, sagde Hans Jørn Mikkelsen.

Læs mere om de forskellige rytteres sponsorer og kørte kilometer eller forbrændte kalorier samt indkørte kroner.

NYHEDER