Pelle Larsen fra sin tid i schweiziske Bern.
Århus skal hive noget ekstraordinært op af posen, hvis det skal blive til sejr mandag aften, mener tidligere Skjern-stregspiller.
Af Kenneth Thygesen
Den tidligere Skjern-spiller Pelle Larsen er en håndboldspiller, der har prøvet det meste.
Efter ophold i både Spanien, Schweiz og flere danske topklubber er den 34-årige stregspiller nu i Århus Håndbold, hvor han er i gang med sin anden sæson.
Mandag aften vender Århus-spilleren tilbage til Skjern Bank Arena, hvor han i to år kæmpede i den grønne trøje.
- Jeg havde en fantastisk tid i Skjern og mødte mange gode mennesker. Når jeg kommer tilbage, er folk altid enormt søde, så det er helt sikkert noget specielt for mig. Jeg skal jo blandt andet ud og at snakke med Frits og Vagn, siger Pelle Larsen med henvisning til de to populære pensionister, der i over et årti har været holdledere for ligaholdet.
Skjern blandt DM-favoritter
Pelle Larsen og co. fra Århus kommer til Skjern med selvtillid efter to sejre i tre kampe, men ifølge stregspilleren venter der en hård opgave i det vestjyske.
- Skjern er storfavoritter og ser meget stærke ud. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skal være blandt favoritterne til DM-titlen. De er stærke på alle positioner og har en god hjemmebane, siger Pelle Larsen.
Århus var det eneste hold, der i sidste sæson vandt i Skjern. Ifølge Larsen kan det ske igen, men det kræver en stor Århus-præstation.
- Vores kampe mod Skjern er ofte tætte. Vi skal hive noget ekstraordinært op af posen, men vi tager da posen med til Vestjylland, siger Pelle Larsen.
Læs også: Førstepladsen inden for rækkevidde
Læs også: Balling: Respekt for "Tromle"
Læs også: Anfører: Rigtig vigtig hjemmekamp