Tilskuerene i Skjern Bank Arena var mandag aften vidne til en magtdemonstration af Skjern.
Skjern er nyt tophold i ligaen efter storsejr på 39-24 over pokalvinderne fra Århus. Henrik Møllgaard blev topscorer med syv mål foran 1925 tilskuere.
Af Kenneth Thygesen
Der var knap spillet 12 minutter i aftenens kamp mellem Skjern Håndbold og Århus Håndbold, før gæsternes karismatiske cheftræner Erik Veje Rasmussen havde forlangt sin anden timeout.
Det var såmænd ikke fordi, at aarhusianerne var voldsomt dårligt spillende. Modstanderne fra Skjern var bare i en klasse for sig mandag aften i Skjern Bank Arena.
Skjern vandt hele 39-24 over Århus efter en sand magtdemonstration, og vestjyderne er nu ligaens nye førerhold.
Storsejr grundlagt i første halvleg
Det er sjældent, at man som cheftræner kan rose hver enkelt spiller for en flot præstation. Men det kunne Skjern-træner Ole Nørgaard efter sæsonens fjerde sejr ud af fire mulige.
Skjern-spillerne var både individuelt og kollektivt en klasse eller to bedre end Århus, der allerede efter lidt over et kvarters spil var bagud 13-5.
I første halvleg var bagkæden med Henrik Møllgaard, Kasper Søndergaard og Claus Møller Jakobsen storspillende, og med de tre som temposættere fik aarhusianerne i første halvleg en smagsprøve på, hvad der ventede senere i kampen.
Skjern gik i første halvleg fra 5-4 til 13-5 på en ti-minutters periode, hvor Tim Winkler tog fra i målet, mens Morten Balling og Thomas Klitgaard var effektive som afsluttere.
Inden kampen havde Skjern-spillerne meldt ud, at man havde stor respekt for Århus' dygtige målmand Jan "Tromle" Nielsen. Ganske symbolsk for Skjerns flotte præstation blev veteranmålmanden pillet ud midt i første halvleg.
Talenterne i fokus efter pausen
Århus fik inden pausen barberet Skjern-føringen ned til 19-14, og trods niveauforskellen i første halvleg var der ikke lang vej til et aarhusiansk comeback.
Det skete dog ikke - og langt fra endda. Mens rutinen byggede føringen i første halvleg, var det talenterne, der satte tingene eftertrykkeligt på plads i anden halvleg.
Skjern fortsatte i det høje tempo i anden halvleg, og stille og roligt faldt det aarhusianske korthus fra hinanden. Anført af en velspillende Kristoffer Laursen i målet blev et hav af kontrastød sendt af sted.
Det udnyttede et hurtigt spillende og ungdommeligt firkløver i Bjarke Christensen, Rasmus Boysen, René Rasmussen og Lasse Mikkelsen til at sende Skjern i front 30-19 med et kvarter tilbage.
Stående applaus fra publikum
I det sidste kvarter var luften gået ud af Århus-ballonen, og Skjerns føring blev minut efter minut yderligere udbygget.
Fem minutter før tid kunne de 1925 fremmødte i Skjern Bank Arena klappe taktfast af Skjern-mandskabet, der sluttede kampen af med en sæsonens hidtil største sejr.
Med sejren er Skjern nummer et i ligaen.