STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Backen behagede Balling

Skjerns Morten Balling blev topscorer i opgøret mod Füchse Berlin.

I kraft af Søndergaards fravær mod Füchse Berlin spillede Morten Balling stort set hele kampen på højre back. Han kvitterede med syv mål.

Af Lone Jørgensen

Han har vikarieret derovre tidligere, og i går blev Skjerns venstrefløj Morten Balling igen sat til at klare opgaven som Kasper Søndergaards afløser på højre back. Han leverede en helt igennem godkendt præstation.

- Jeg har ikke nået at træne så meget på backen. Jeg havde lige fire skud derovre fra i lørdags. Det var vidst det hele, sagde Balling om træningsmængden op til kampen på den lidt uvante position i bagkæden.

De regnede mig ikke for noget
Ikke desto mindre lignede han en, der var fuldstændig på hjemmebane i rollen som højre back.

- Det virkede til, at Berlin havde meget fokus på Møllgaard som skytte, og så regnede de nok ikke mig for noget særligt. Derudover stod de meget fladt, når jeg kom på, og så kom jeg til nogle gode chancer, sagde Balling, der gerne hjælper til i bagkæden igen.

- Jeg kan godt lide at spille derude, det er skidesjovt. Så det har jeg det selvfølgelig helt fint med, sagde Skjern-spilleren.

Ultras var fantastiske
Uden for banen var han glad for den opbakning, fanklubben Skjern Ultras havde taget med til Berlin.

- Ultras var helt fantastiske, og det var fedt, at vi kunne høre dem under kampen sagde Balling og fortsatte:

- Allerede da vi ankom til hallen, stod de og ventede på os med masser af sang og grønt røg. Det var helt suverænt at have dem hernede.

Næste EHF Cup kamp for Morten Balling og Skjern er på lørdag, når HC Vojvodina kommer på besøg.

Inden da har vestjyderne både kamp i pokalturneringen og Boxer Herreligaen mod henholdsvis TM Tønder og Skanderborg Håndbold. 

NYHEDER