Søren Pedersen håber og tror på, at Skjern i aften spiller sig videre i pokalturneringen.
Ifølge Søren Pedersen er det nemt at sætte sig op til en kamp, der med en sejr rykker Skjern et skridt nærmere næste års Final4.
Af Lone Jørgensen
I weekenden spillede Skjern mod Füchse Berlin. Et af de helt store hold fra verdens bedste liga.
I aften gælder det TM Tønder, der ligger i toppen af den hjemlige 1. division. Selvom der er forskel på de to modstanderhold, er det for Skjern-keeper Søren Pedersen ikke svært at finde motivation til kampen.
- Det gælder fortsat deltagelse i pokalturneringen, og der vil vi gøre alt for at være med helt fremme. Nu står vi og skal spille Final4 lige om lidt, og det glæder vi os helt vildt til. Det vil vi selvfølgelig også gerne næste år, så derfor er det en vigtig kamp mod TM Tønder i aften, siger Skjern-keeperen.
Fire kampe på syv dage
Kampen mod sønderjyderne er den anden ud af fire kampe på kun syv dage for Skjern.
Søren Pedersen fortæller, at holdet derfor træner lidt mindre i denne uge og i stedet sørger for at få restitueret eller styrketrænet, alt efter, hvad det individuelle behov er.
- Det er fedt at være i ilden hele tiden. Det betyder også, at man har gjort det godt som hold, siger Søren Pedersen.
Hvis Skjern skal spille sig videre i pokalturneringen handler det ifølge Skjern-keeperen om at bygge videre på det spil, der i de seneste kampe har fungeret for holdet.
- Vi skal blive ved med at have fokus på det kloge spil, hvor vi holder på bolden og kommer til de rigtige afslutninger. I defensiven skal vi fortsat stå godt og få løbet nogle kontraer, forklarer Søren Pedersen.
Pokalkampen mod TM Tønder spilles kl. 18:30 i Tønder Sport- og Fritidscenter.