STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Balling skal prøve kræfter med det ægte Balkan

Morten Balling har i denne sæson scoret 13 mål i to EHF Cup-kampe.

I sidste sæson var han storspillende i Bette Balkan på Mors. I år venter det rigtige Balkan på Morten Balling.

Af Kenneth Thygesen

I sidste sæson førte Morten Balling an som både topscorer og anfører, når Mors-Thy bragede af sted på hjemmebanen med kaldenavnet "Bette Balkan" i Nykøbing Mors.

Den fine hjemmebane i Nykøbing fik tilnavnet som følge af den til tider Balkan-lignende stemning under hjemmeholdets kampe. Nu skal Morten Balling dog prøve kræfter med virkelighedens Balkan.

Skjern har nemlig trukket serbiske RK Vojvodina i EHF Cuppens 3. runde, og det er et par kampe, som Morten Balling glæder sig til. 

- Jeg ser frem til at opleve en rigtig Balkan-stemning. Jeg håber, at der er gang i hallen dernede, og at der venter en fed kamp, siger Morten Balling.

Håber på gruppespillet
Ligesom Kasper Søndergaard tidligere på dagen udtalte her på siden, har Morten Balling heller ikke det store kendskab til serberne.

- Jeg ved ikke ret meget om dem, men jeg tror, vi kan gå videre. At nå gruppespillet ville være rigtig fedt. Det ville give en masse europæiske kampe og en masse oplevelser, siger Morten Balling.

 

NYHEDER