Assistenttræner Morten Bjerre (til højre) forventer en Skjern-sejr i fredagens kamp.
Skjerns assistenttræner forventer et tændt Skjern-mandskab i fredagens pokalkamp mod SønderjyskE.
Af Kenneth Thygesen
Højest overraskende måtte Skjern Håndbold onsdag aften bøje sig, da Viborg vandt 27-24 over Skjern i grundspillets sidste kamp.
”Vi smed bolden væk i allerførste angreb, og det var desværre et godt symbol vores kamp. Vi manglede fart og timing i de ting, vi foretog os, og samtidig kom Viborg som fyr og flamme,” siger Morten Bjerre om onsdagens kamp.
Nederlaget kostede Skjern fjerdepladsen og dermed et point til slutspillet. Ifølge Morten Bjerre skal skuffelsen vendes til en reaktion på banen, når Skjern fredag aften gæster SønderjyskE i pokalturneringen.
”Der er ingen tvivl om, at alle er klar til at levere på 100 procent. Det var en streg i regningen at tabe i Viborg, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle er klar over, hvad der kræves fredag aften,” siger Morten Bjerre.
Skjern har tabt to gange til SønderjyskE i løbet af sæsonen, men det vil ifølge Bjerre ikke ske igen.
”Vi har lært af de to nederlag i sæsonen, og uden at forklejne SønderjyskE kan jeg ikke forestille mig, at vi taber tre gange i træk til dem,” lyder det fra Skjerns assistenttræner, der forventer at rutinen træder i kraft.
”Det er to svære kampe på tre dage, men vi har så meget rutine på det her hold. Vi kommer med masser af selvtillid trods nederlaget i Viborg,” slutter Morten Bjerre.