Krister Lindgren skifter til sommer til Nordsjælland Håndbold.
Når cheftræner Krister Lindgrens kontrakt med Skjern udløber til sommer, skifter svenskeren til Nordsjælland. Det bekræfter den nordsjællandske klub i dag.
Af Kenneth Thygesen
Skjern Håndbolds vikarierende cheftræner Krister Lindgren, der kort før nytåret overtog Skjern-mandskabet på en halvårlig kontrakt med udløb til sommer, har fået fremtiden på plads.
Den svenske træner, der har ført Skjern til seks sejre i sine ti første kampe, skal tilbage til Nordsjælland Håndbold, hvor han var fra 2003-2005.
"Det bliver en anderledes rolle i Nordsjælland i forhold til Skjern. I Nordsjælland skal jeg være med til at bygge et nyt hold op, hvor jeg i Skjern overtog et hold, der skulle have et løft uden at rive noget op med rødderne. Nordsjælland er ikke ligeså langt som Skjern hverken organisatorisk, økonomisk eller sportsligt, så det bliver en rigtig interessant opgave," siger Krister Lindgren og tilføjer:
"Derudover er jeg ikke så langt hjemmefra. Selv om håndbold er stort i Sverige og har god omtale i medierne, så er det bare større i Danmark. Det fylder mere, spillerne og klubberne er bedre og derfor ville jeg gerne blive i Danmark," siger Skjern-træneren.
Krister Lindgren har skrevet under på en toårig aftale med start fra sommer.