STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Boysen: Skjern hører til i toppen

Frikastet fra Rasmus Boysen efter tid tilbage i 2015 blev reddet - og sendte Skjern videre i pokalturneringen. Foto: JV.dk

Den tidligere Skjern-spiller, Rasmus Boysen, forudser et stærkt grundspil af Ole Nørgaards vestjyske drenge.

Af Nicklas Thygesen

109 kilometer syd fra de vante omgivelser i Skjern Bank Arena skrives der tirsdag aften historie.

888ligaen indvies med det første ligaopgør nogensinde mellem Rasmus Boysens tidligere klubber, TM-Tønder og Skjern Håndbold.

To hold, der følges tæt af den mangeårige Skjern-spiller.

- Jeg vil ikke kalde det et specielt opgør for mig at følge, men det er klart, at det er to af de klubber, som jeg følger tættest. Jeg har mange venner på begge hold, og særligt Skjern Håndbold, hvor jeg har tilbragt størstedelen af min karriere, betyder meget for mig, siger bagspilleren, der til daglig spiller Ribe-Esbjerg HH.

De to klubber mødtes i pokalturneringen for halvandet år siden – og her var hovedpersonen selv tæt på at knalde frikastet efter tid i kassen, og sende kampen i omkamp.

- Den daværende pokalkamp i forrige sæson var meget anderledes, end den kamp, som venter i morgen. Skjern var i gang med at forberede sig på slutspillet. Alligevel betød opgøret meget for selvopfattelsen i Tønder, da holdet fik bevist, at de kan drille de store. Tønder er et hold, der er garant for vilje og fight. I "Helvede i Syd", som er en rigtig stærk hjemmebane, finder de ofte fem-ti procent ekstra frem, siger Rasmus Boysen, der gætter på et vestjysk mandskab i top 3 i grundspillet.

- Skjern har gode chancer for et godt grundspil. De har fået større bredde, og skal ikke koncentrere sig om Europa Cup kampe i modsætning til flere af deres konkurrenter. Jeg tror, de ender i Top 3 i grundspillet, hvor de hører til.

- Tønder skal formentlig kæmpe med det andet oprykkerhold, Randers HH, om at undgå sidstepladsen. Jeg tror, de ender andensidst. De har mange unge, talentfulde og sultne spillere, som efterhånden fungerer som en godt sammenspillet enhed. Jeg tror ikke på, de kan drille Skjern i morgen, men jeg tror, de overlever i ligaen, siger Rasmus Boysen.

Kamptidspunkt:
TM-Tønder - Skjern Håndbold spilles i morgen den 13. september kl.19.00 i Tønder Hallen.

Opdateringer:
- Live-updates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Liveupdates på www.boxerligaerne.dk
- Skjern Håndbolds App

NYHEDER