Lasse Mikkelsen blev med ti scoringer topscorer for Skjern.
Det var under vanskelige forhold at Skjern-mandskabet tirsdag aften sikrede sig sejren over oprykkerne fra TM-Tønder.
Af Nicklas Thygesen
To point, en førsteplads i 888ligaen og en fremragende åbningskamp med 10 mål til følge – så er baren ligesom sat fra start.
Skjerns ti-målsskytte og topscorer, Lasse Mikkelsen, spillede en suveræn kamp for vestjyderne under meget svære betingelser. Dels fra de medlevende tilskuere i Tønder Hallen, som satte vestjyderne under pres - men mest fordi temperaturmåleren viste over 30 grader i Tønder tirsdag aften.
- Det var ulideligt at spille i den varme. Alting blev svære, ja nærmest umuligt til tider, så det var uden tvivl noget af det værste jeg har prøvet i min karriere hidtil, siger Lasse Mikkelsen.
I slutningen af både første og anden halvleg nærmede værterne sig vestjyderne, som ifølge playmakeren skyldtes defensive problemer.
- Vi blev for spredt i forsvaret, og stod ikke nær så kompakt som i Herning forleden. Vi fik ikke hjulpet hinanden nok, og derfor fik de foræret en masse skud rundt om os, siger Lasse Mikkelsen, der gerne ser vestjyderne forblive i toppen.
- Vi føler os tilpas på førstepladsen, så lad os bare blive der lidt endnu, lød ordene fra Skjern-topscoreren.