STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Chefen vil hente point i Kolding

Ole Nørgaard tror på sit hold forud for lørdagens brag i Kolding.

Selvtilliden er i top i Skjern-lejren efter tre sejre i træk i den nye sæson. Cheftræner Ole Nørgaard og co. tror derfor på point i Kolding i lørdagens brag.

Af Kenneth Thygesen

Med stjernenavne som Hvidt, Spellerberg, Boldsen, Jørgensen, Irming, Boesen og ikke mindst Andersson kommer Skjern-mandskabet for alvor på prøve, når de grønblusede på lørdag møder KIF Kolding København.

Skjern-træner Ole Nørgaard erkender også, at det er et hold i topklassen, der venter på vestjyderne.

”Det er jo fremgået af alle håndboldeksperters udtalelser, at KIF Kolding København er det hold, der er bedst besat. Defensivt har de alle forudsætninger for at blive ligaens bedste forsvarshold, mens de offensivt har mange mønstre og strenge at spille på," indleder Ole Nørgaard og fortsætter:

”Vi har forberedt os grundigt, men der er så mange ting, der kan blive farlige, når man møder så godt et hold. Vi kan snakke fra nu af og til lang tid efter kampen om, hvad vi skal være opmærksomme på,” siger cheftræner Ole Nørgaard og uddyber:

”Derfor er hovedfokusset for os først og fremmest at sætte vores egne styrker i spil. Det er vanskeligt at gøre noget ved, at Joachim Boldsen er en god forsvarsspiller, men man kan gøre noget ved den måde, som vi sætter vores spil op på,” forklarer Ole Nørgaard.

Selvtillid i top: Vil have point
Skjern-træneren forventer at se et modstanderhold i højeste gear, selv om lørdagens værter rent spillemæssigt har haltet noget i de første par kampe.

”Vi skal ikke lade os narre af, at de i de to første kampe slet ikke har vist deres fulde repertoire. Vi er fuldt ud bevidst om, at de kommer med 180 kilometer i timen og gerne vil vise hjemmepublikummet, TV-seerne og os fra Skjern, at de er berettiget til at være nummer et," lyder det fra Ole Nørgaard.

Det får dog ikke Skjern-truppen til at ryste i bukserne - tværtimod.

”Vi er proppet med selvtillid og står rigtig godt rustet til opgaven. I de første par kampe har vi ressourcemæssigt været på prøve, men vi har klaret det ganske godt. Humøret er højt, og vi går på banen med oprejst pande, og vi tror fuldt og fast på, at vi kan tage point med hjem til Skjern," slutter Ole Nørgaard.

NYHEDER