Cheftræner Ole Nørgaard var godt tilfreds efter sejren over Mors-Thy Håndbold.
Skjern leverede forsvarsspil af højeste kaliber, og det glædede cheftræner Ole Nørgaard, hvis mandskab kan gå på vinterferie med en frisk sejr i bagagen.
Af Kenneth Thygesen
Med en sejr på 28-23 på udebane over Mors-Thy er Skjern klar til en tiltrængt vinterferie.
Ole Nørgaards mandskab fra Skjern var i sejren over Mors-Thy det bedste hold, og det glædede Skjern-chefen.
- Vores forsvarsspil var af højeste kaliber. De kunne intet stille op, og cifrene ved pausen lyver faktisk lidt i forhold til spillet på banen, sagde Ole Nørgaard med henvisning til Skjerns føring på 14-9 ved pausen.
- Udover de første 15 minutter af anden halvleg spillede vi en strålende kamp. Jeg er meget tilfreds, lød det fra Skjern-træneren.
Skjern bevarede roen
Efter at have ført med 14-9 ved pausen fik værterne fra Mors kontakt ved 15-15, inden Skjern igen satte trumf på.
- Spillerne skal have stor ros for at generobre kampen efter Mors-Thys comeback. Vores angreb kiksede i perioder over for deres offensive 3:3-forsvar, men vi bevarede roen og genetablerede stille og roligt, sagde cheftræneren og sluttede:
- I det sidste kvarter var vi klart det bedste hold, og jeg synes, det var en fuldt fortjent sejr, sagde Ole Nørgaard.