Claus Møller Jakobsen og kammeraterne fra Skjern Håndbold har en hård og spændende weekend foran sig, som byder på to topkampe på tre dage.
Fredag aften drager Skjern nordpå til Holstebro, hvor ærkerivalerne fra Team Tvis Holstebro venter, mens Erik Veje Rasmussens Århus Håndbold står klar på søndag i Skjern Bank Arena.
”Det bliver en fantastisk spændende weekend med to sjove kampe,” udtaler Claus Møller Jakobsen til sin egen hjemmeside og fortsætter:
"Den første i Holstebro er jo et gammelt lokalopgør med alt, hvad der dertil hører af historie og gammel had og kærlighed. Og den anden hjemme i Skjern mod Århus, som har udviklet sig til en rigtig topkamp, hvor begge hold kæmper om at holde trit med AG,” siger Claus Møller Jakobsen.
”Det bliver lidt af en fysisk test med to så store kampe på to dage, men jeg håber at vi, trods savnet af Thomas Klitgaard, kan hive de ekstra ressourcer frem, der skal til for at vinde,” lyder ordene fra den 34-årige Skjern profil.