Onsdag aften sikrede det danske herrelandshold sig sejren i 4-nationers turneringen World Cup, da det i en atmosfæreforladt Malmø Arena blev til finalesejr på 34-28 over de svenske værter, efter at Sverige havde været foran 17-16 ved pausen.
”I grunden kom vi rimeligt godt fra start, men efter omkring 10 minutters spil fik svenskerne løbet en forfærdelig masse kontra på os, og da der var spillet 18 minutter, var vi bagud 15-9,” fortæller Ulrik Wilbek efter kampen, der kun havde samlet 2520 i de enestående omgivelser, hvor Danmark i januar skal spille sine kampe ved VM.
”Kampen tippede over til vores fordel, da vi gik frem i 5-1 forsvar samtidig med, at Niklas Landin kom på mal. Han stod virkelig en flot kamp og reddede blandt andet tre straffekast.”
Efter den snævre svenske pauseføring, trak de blå/gule fra igen i starten af 2. halvleg, hvor de øgede til 20-16, men så var der også dansk dominans for resten af pengene.
”Alle fik budt ind og det var ret betegnende for vores indsats, at samtlige markspillere på nær forsvarsspecialisten Kristian Gjessing kom på scoringstavlen,” sagde en tilfreds landstræner, der endnu engang kunne konstatere Mikkel Hansens store klasse. AG København-spilleren blev for anden dag i træk dansk topscorer med otte mål.
Før den dansk/svenske finale havde Island besat turneringens tredjeplads ved at besejre Norge med 35-29 efter islandsk føring 18-16 ved pausen.
World Cup i Sverige
Onsdag 8/12 kl. 20.30
Malmö ArenaSWE - DEN
28-34(17-16)
Målscorere: Mikkel Hansen 8, Lars Christiansen 5, Anders Eggert 4, Jacob Bagersted 3, Henrik Toft Hansen 3, Kasper Irming 2, Lasse Boesen 2, Bo Spellerberg 2, Thomas Mogensen 1, Anders Oeschler 1, Lasse Svan Hansen 1, Hans Lindberg 1, Kasper Søndergaard 1