STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Comeback: Skjern fik uafgjort i Nordsjælland

Skjern havde hårdt brug for mental oprejsning efter sidste rundes skuffende nederlag. Det lykkedes delvist, da man på udebane i Nordsjælland fik ét point efter slutresultat 30-30. Jesper Jensen topscorer med ni mål.

Af Kenneth Thygesen

Der var i Skjern-lejren talt om fornyet optimisme og gejst, inden man lørdag tog turen østpå mod Helsingør Hallen, der dannede rammen om kampen mellem sidste sæsons bronzeduellanter.

Bronzevinderne fra Skjern startede kampen bedst i Helsingør og bragte sig hurtigt i front 5-2, men hjemmeholdet kom hurtigt tilbage og fik udlignet til 6-6. Det skyldtes især fodrappe Chris Jørgensen, der gang på gang snød Skjern-forsvaret med hurtige aftræk.

Defensive problemer
Det offensive Skjern-forsvar har ikke fungeret som ønsket i denne sæson, og i dagens kamp havde defensiven ligeledes svært ved at få rigtig fat i de hurtige nordsjællændere.

Ikke desto mindre var de grønblusede konstant i front med et par mål i første halvleg, idet fine individuelle præstationer drev Skjern frem.

Blackout: Fire mål i træk
Som det desværre er set flere gange tidligere i denne sæson, fik Skjern-spillerne pludselig et spillemæssigt blackout, og det profiterede Nordsjælland af med fire mål i træk i slutningen af halvlegen.

Derfor kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 14-13 efter at have været nede 12-10.

Nordsjælland i teten
Efter pausen fortsatte værterne med at styre begivenhederne, og efter 40 minutters spil slog Chris Jørgensen og co. det første hul.

17-17 blev til 21-18 og senere 25-22, før Skjern-bænken forlangte timeout med ti minutter igen. Skjern manglede defensiv skarphed, men i den anden ende begyndte det at lysne.

Flot comeback
Med Kasper Søndergaard og Jesper Jensen i offensive hovedroller kombineret med fine scoringer fra fløjene blev den nordsjællandske føring hurtigt udlignet. Med tre minutter tilbage var stillingen 29-29, inden Nordsjælland bragte sig i front 30-29.

I de døende minutter fik Skjern udlignet og havde endda bolden ved uafgjort med 30 sekunder igen. Desværre blev chancen misbrugt, og da værterne samtidig misbrugte deres chance endte kampen 30-30.

Med pointdelingen er Skjern placeret på en delt femteplads med ni points efter ni kampe.

NYHEDER