Magnus Dahl i godt selskab med Bjarke Christensen og Emil Bergholt.
Med hele 18 redninger var Magnus Dahl blandt hjemmeholdets bedste i aftenens sejr.
Af Lone Jørgensen
Det blev til en sikker sejr på 30-22 over Skanderborg i Skjerns første hjemmebanekamp i Boxer Herreligaen.
Det var samtidig Magnus Dahls første sejr i den danske liga, og det var da også en glad og tilfreds målmand, der efter kampen kunne se tilbage en godkendt kamp, hvor han selv stod forrygende mellem stængerne.
- Jeg havde forberedt mig rigtig godt til kampen sammen med Tom og Søren. Vi har generelt haft en god træningsuge, hvor vi også har analyseret meget på Skanderborg, og det var dejligt at krone det med en sejr, sagde Magnus Dahl oven på sejren, hvor han sendte roser af sted til forsvaret foran sig:
- Forsvaret stod rigtig godt gennem hele kampen. De gjorde et glimrende stykke arbejde og fortjener stor ros.
Publikum var med os hele kampen
Sammen med holdkammeraterne oplevede han et tændt publikum, der hjalp Skjern-holdet godt på vej.
- Det var nydeligt med den stemning, der var i hallen i dag. Det var virkelig godt, publikum var med os hele kampen, og jeg tror det bliver fantastisk at spille masser af kampe her, sagde Dahl, der var godt tilfreds med holdets start på hjemmebane.
- Vi kontrollede kampen og det var både dejligt og vigtigt med den her sejr. Vores mål er at vinde alle kampe på hjemmebane, og det var perfekt med en god start, sluttede Skjern-keeperen.
I næste uge venter en udekamp mod Ribe-Esbjerg HH før holdet d. 16. september igen spiller hjemmekamp i Skjern Bank Arena. Her er Bjerringbro-Silkeborg modstanderen.