STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Drømmen lever for Skjern-anfører

Kaptajn Jensens drøm om en guldmedalje lever endnu. 

Selvtilliden er stor i Skjern, der er ubesejret i ligaen i 2013. Nu skal grundspillets krones med et flot slutspil.

Af Kenneth Thygesen

For femte år i træk er Skjern Håndbold en del af Herre Håndbold Ligaens slutspil, der for Skjern Håndbolds vedkommende skydes i gang den 27. marts på udebane mod Mors-Thy.

I Skjern er formbarometeret støt stigende, og de grønne fra Vestjylland er således ubesejret i ligaen i foråret. Med 42 grundspilspoint har Skjern samtidig spillet den bedste pointmæssige sæson nogensinde i klubbens historie, og den gode form smitter ifølge anfører Jesper Jensen af på truppen.

Fundamentet på plads
- Selvtilliden er kæmpestor, og hele truppen glæder sig bare til at komme i gang med de afgørende kampe. Vi har kun tabt én af de 16 kampe, og det er klart, at det giver et rygstød til alle, siger Jesper Jensen og fortsætter:

- Fundamentet til at gøre det rigtig godt er på plads. Vores forsvar har været fantastisk, mens vores to målmand på skift har stået store kampe. Derudover har vi i Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard to offensive individualister, der kan løsne tingene op, siger Jesper Jensen.

Drømmen lever endnu
35-årige Jesper Jensen stopper til sommer sin aktive karriere efter 17 år i den bedste række og de seneste 13 år i Skjern, men inden håndboldpensionen bliver en realitet, skal én drøm gerne opfyldes.

- For mig gælder det om at nyde det sidste og suge til mig, for jeg er ved at synge på sidste vers. Jeg har stadig et kæmpestort mål, der hedder en DM-guldmedalje som Skjern-spiller, og den drøm lever endnu. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få den drøm til at gå i opfyldelse, siger Skjern-anføreren.

NYHEDER