STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Eggert: Vi skal lukrere på deres tætte program

Eggert og kompagni løber på banen i morgen kl.16.10 i Skjern Bank Arena. 

Skjern-fløjen ser frem til lørdagens topbrag i det vestjyske.

Af Nicklas Thygesen

De røde lamper ville normaltvis have blinket med budskabet om, at lørdagens topkamp mod Aalborg var udsolgt.

Men i morgen bliver ligesom så mange andre kampe i denne tid uden fyldte tribunerne.

Til trods for den begrænsede tilskueradgang, så er Anders Eggert sprængfyldt med selvtillid inden morgendagens topopgør.

- Det giver sig selv, at vi har en masse selvtillid i øjeblikket. Uanset om vi toppræstere eller rammer lidt under vores normale niveau, så hiver vi point ind på kontoen i øjeblikket. Det er næsten to måneder siden, at vi har tabt i Herreligaen, så vi har stor tro på egne evner, siger Anders Eggert, der med 49 scoringer er suverænt Skjern-topscorer.

Selvom vestjyderne som altid har fokus på eget spil, så er det ikke gået ubemærket hen, at de nordjyske gæster var på Champions League-besøg i Barcelona torsdag aften. 

- Vi skal udnytte deres træthed. Vi har stået i deres situation flere gange, hvor kampprogrammet er mega tæt, og man når ikke at træne ordentligt inden den næste kamp venter. Derfor skal vi brage derudaf, og forsøge at ramme dem på fysikken, som forhåbentligt er en smule trykket, siger Anders Eggert.

Der er kampstart i morgen kl.16.10 i Skjern Bank Arena. Kampen kan ses direkte på TV2. 

NYHEDER