Tilbage i juni blev Henik Møllgaard præsenteret i PSG Handball. Han vender hjem til Skjern efter indeværende sæson.
Henrik Møllgaard, der i denne sæson er udlejet til PSG Handball, har sendt en hilsen fra det franske. Læs den her.
Af Henrik Møllgaard
Kære venner i Skjern.
En lille opdatering fra livet i det franske.
En lang og hård opstart er 'endelig' ved at være slut. Vi har brugt den første måned på at træne som sindssyge! Meget fysisk træning, masser af løb i hallen og et helt nyt spilkoncept med den nye træner, Noka. Det er heldigvis gået 'nemt', selvom der er mange nye ting at vænne sig til.
Vi har spillet mange træningskampe for at få spillet på plads. Og vi har rejst enormt meget. Qatar, Strasbourg, Grenoble og Krakow. Og sæsonen er ikke engang begyndt endnu. Det er først i næste uge.
De første fire uger var jeg alene hernede i en tom lejlighed. Det var selvfølgelig også fordi, at vi rejste så meget i starten. Det var på den ene side rart, at jeg kunne fokusere fuldt ud på håndbolden, det nye sprog og alle de nye indtryk, jeg blev bombarderet med i den første tid. Men fire uger i en tom lejlighed i en ny by i et nyt land uden sin familie var selvfølgelig hårdt – og lang tid for os alle.
Men nu nyder vi Paris sammen i fulde drag.
Vi havde 14 dage som deltidsturister, efter at min kæreste og datter ankom. Nu er min datter startet i skole – heldagsskole skulle jeg hilse at sige! Hun er træt, når hun kommer hjem, men hun taler helt sikkert fransk før os!
Vi bor nærmest i hjertet af Paris. Helt tæt på Eiffeltårnet og med nem adgang til alle byens tilbud. Her er så meget at opdage, at vi slet ikke ved, hvor vi skal starte. Der er heldigvis rig mulighed for at få stillet vores behov for kaffeslabberas og kage.
I weekenden spiller vi Super Cup i Nantes, som afvikles som et Final 4-stævne. På fredag møder vi Nantes, så spiller vi forhåbentlig finale på lørdag mod vinderen af kampen mellem Montpellier og St. Raphael.
Vi følger tæt, hvordan det går hjemme i Skjern, og pulsen er stadig høj, når vi ser drengene spille!
Det bliver en stor sæson, er jeg sikker på. Nu skal der to point i kassen i hjemmebanepremieren på fredag, og så kører det.
Vi ses!
Mange hilsner fra en Skjern-familie i Paris.