STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sæsonkortsalget stiger med over 20 procent i Skjern

Over 1200 har allerede købt sæsonkort. Der er stadig plads til flere. Foto: Steffen Bloch.

Skjern Håndbold oplever stor fremgang i salget af sæsonkort til hjemmekampene i Skjern Bank Arena.

Fans og sponsorer i Skjern Håndbold har taget godt imod den nyrenoverede Skjern Bank Arena.

Den vestjyske klub har altid haft tradition for at sælge mange sæsonkort til fans og sponsorer, og de seneste år har knap 1000 personer således købt adgang til alle klubbens hjemmekampe.

Til den kommende sæson bliver antallet af sæsonkortholdere endnu større. Indtil videre er salget steget med over 20 procent, hvilket betyder, at mere end 1200 fans og sponsorer allerede nu har sikret sig en fast plads i Skjern Bank Arena.

- Det er en loyalitet og opbakning, som vi er meget glade for, og samtidig er det et udtryk for, at de mange nye, gode siddepladser har været med til at øge interessen, siger klubbens bestyrelsesformand, Carsten Thygesen

Store oplevelser i vente på hjemmebane
Som tidligere er der mulighed for at købe en fast siddeplads i Skjern Bank Arena, mens det er nyt, at man også kan købe et sæsonkort til sin egen nummererede ståplads.

I Skjern Håndbold er man sikker på, at sæsonkortholderne kan glæde sig til masser af gode oplevelser i Skjern Bank Arena.

- Sidste år var en stor sæson, hvor hjemmebanepublikummet fik mange uforglemmelige oplevelser. Vi vil igen i år bestræbe os på at levere flotte sportslige resultater og gøre alt for, at vi i slutningen af sæsonen kæmper med om medaljer, siger Carsten Thygesen og fortsætter:

- Forudsætningen for at nå vores sportslige mål er have en stærk hjemmebane, og med den forhåndsinteresse fans og sponsorer har vist, er der stor grund til optimisme.

Med et sæsonkort er du sikret adgang til samtlige hjemmekampe i Skjern Bank Arena i sæsonen 2015/2016. Du kan købe dit sæsonkort på http://shop.skjernhaandbold.dk/.

NYHEDER