STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

En uge i rødt, hvidt? og blåt

Bjarte Myrhol er en af de Skjern-spillere, der i denne uge bytter Skjern-trøjen ud med en landsholdstrøje.

Indeværende uge står i landsholdenes tegn, hvor Skjern har sendt tre ligaspillere af sted til tre forskellige samlinger.

Af Lone Jørgensen

Mens der for den resterende del af Skjern-truppen venter en række træningspas i det vestjyske i løbet af ugen, byder de kommende dage for Bjarte Myrhol, Søren Pedersen og Emil Bergholt på landskampe og træning i nationaltrøjen.

Den norske landsholdsanfører er allerede mødt ind med resten af den norske landsholdstrup i dag.

Senere på ugen deltager Norge i Golden League, hvor holdet spiller tre kampe.

En ære at spille med det danske flag på brystet
I morgen er det Emil Bergholts tur til at sige hej til landholdskollegerne på U20-landsholdet, og onsdag møder Søren Pedersen op til samling med udviklingslandsholdet, der skal spille tre landskampe i Polen senere på ugen.

- Det bliver sjovt at prøve sig selv af i andre omgivelser. Så er det en kæmpe ære at få lov til at spille med det danske flag på brystet, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg vil gerne ned og levere varen og forhåbentlig lægge et ekstra lag på mit spil, som jeg kan tage med, når jeg igen skal i krig for Skjern, siger Skjern-keeper Søren Pedersen.

Dejligt at tage afsted med sejr
Den forgangne uge blev for Skjerns vedkommende sluttet af med en overbevisende sejr over KIF Kolding København.

Dermed tager de tre Skjern-spillere af sted med en sejr og en solid holdindsats i bagagen.

- Før kampen i lørdags gav vi alle i truppen hinanden håndslag på, at vi ikke skulle tabe den kamp. Så leverede vi på et meget højt niveau i 60 minutter, og det var virkelig dejligt at slutte af med, inden landsholdssamlingen, siger Søren Pedersen.

Sammen med holdkammeraterne på udviklingslandholdet ser hans kampprogram for ugen sådan ud:

Fredag d. 6. november kl. 16.00: Spanien - Danmark 
Lørdag d. 7. november kl. 18.00: Polen - Danmark
Søndag d. 8. november kl. 9.00: Norge - Danmark

Emil Bergholt og U20-landsholdet spiller træningskampe mod henholdsvis SønderjyskE og TM Tønder d. 5. og 6. november, mens Bjarte Myrhol sammen med Norge skal spille følgende kampe:

Torsdag d. 5. november kl. 19.45: Norge - Island
Lørdag d. 7. november kl. 18.15: Norge - Danmark (vises direkte på TV 2 Sport)
Søndag d. 8. november kl. 18.15: Norge - Frankrig 

NYHEDER