STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Færøske landstrænere til ?10.000 til håndbold?

Der er interesse langvejs fra for ’10.000 til håndbold’ i Jyske Bank Boxen. Således har tre færøske landstrænere meldt deres ankomst.

Der er meget bred interesse for ’10.000 til håndbold’ 12. november i Jyske Bank Boxen. Helt fra Færøerne har tre håndboldfantatikere, der i parentes bemærket også er håndboldtrænere meldt deres ankomst i Herning 12. november.
De tre færinger er træneren for det færøske håndboldlandshold, Dia Midfjord, hans assistent Kåre Nielsen og den tidligere landstræner Birgir Hansen.

- Vi rejser for egne midler til Danmark for at se de to kampe 12. november i Jyske Bank Boxen og benytter samtidig lejligheden til at bruge et par dage på at studere træningen i nogle af de danske elite-klubber, fortæller Dia Midfjord. 

Det koster de tre trænere i alt 10.000 kroner at rejse til Danmark for at overvære eventen i Jyske Bank Boxen, hvor Bjerringbro-Silkeborg møder Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold skal op imod KIF Kolding, og de ser det som en god anledning til både at blive klogere på håndboldfaget og samtidig opleve stemningen ved i et stort arrangement.

- Kåre var i Parken og se DM-finalen mellem AG København og Bjerringbro-Silkeborg. Det var en fin oplevelse, men vi talte om at det kunne være sjovt at komme til et arrangement, hvor der var en mere fortættet stemning og stadig gang i tilskuerne. Da vi hørte om ’10.000 til håndbold’ lød det som det helt rigtige, siger Dia Midfjord.

Håndbold er efter forholdene en stor sport i Færøerne. Med blot 48.000 indbyggere på de forblæste øer i Nordatlanten er der naturligvis ikke de samme tilskuermæssige forudsætninger eller den samme økonomi til stede i håndbolden, der rangerer som nummer to i popularitet efter fodbold.

- Jeg vil dog vurdere, at niveauet i den bedste færøske liga er som niveauet i den næstbedste danske række. De bedste hold på Færøerne vil kunne spille med i den bedste halvdel af 1. division, siger Dia Midfjord.

De tre færøske trænere rejser til Danmark tre dage før håndboldeventen i Jyske Bank Boxen og vil bruge de to dage op til arrangementet på studiebesøg ved træning i et par af de jyske elitehåndboldklubber.

Da udgifterne til turen for de tre færinger løber op i 10.000 kroner giver de fire klubber bag ’10.000 til håndbold’ færingerne gratis adgang til kampene i Jyske Bank Boxen.

Billetter til ’10.000 til håndbold’ kan stadig købes på www.10000tilhaandbold.dk.

"Vi rejser for egne midler til Danmark for at se de to kampe 12. november i Jyske Bank Boxen og benytter samtidig lejligheden til at bruge et par dage på at studere træningen i nogle af de danske elite-klubber."

Dia Midfjord

 

NYHEDER