STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Flyvende fløj holdt liv i håbet

 Syv scoringer på 23 minutter. René Rasmussen var livsfarlig i gårsdagens topkamp. Foto: Jørgen Kirk

Med syv scoringer i anden halvleg spillede René Rasmussen en nøglerolle i gårsdagens drama. 

Af Nicklas Thygesen

Endelig fik Skjern Håndbold skovlen under Jesper Jensens mandskab.

Sjette gang blev lykkens gang efter fem mislykkede forsøg i en kamp, hvor Lasse Mikkelsen blev helten i allersidste sekund.

Undervejs i anden halvleg havde hjemmeholdet store problemer i det etablerede angrebsspil, men med syv scoringer, heraf fem på kontra, var René Rasmussen næsten ene mand om at holde Skjern inde i opgøret. 

 Ifølge den ydmyge vestjyde har pokalmestrene fået opbygget en vinderkultur, som er altafgørende.

- Sejren viser ryggrad i truppen. Vi har fået opbygget en vinderkultur i klubben, som gør, at uanset resultatet på måltavlen, så tror vi på tingene. Det er høj klasse, siger René Rasmussen, som havde store roser til unge Jacob Lyhne:

- Kæmpe cadeau til Lyhne. Han går uimponeret til værks, og kæmper med alt han har lært. Det smitter af på resten af holdet at se så ung en gut tage så meget ansvar, siger René Rasmussen. 

Publikum var med os hele vejen 
Skjern Bank Arena var velbesøgt i gårsdagens topopgør, hvor 2518 tilskuere havde fundet vej til tribunerne. En flot kulisse, som ifølge René Rasmussen ikke går ubemærket hen. 

- Publikum var med os i samtlige 60 minutter. Det var en fed oplevelse i sådan en kulisse, hvor publikum virkelig levede sig ind i kampen. Vi håber på en lige så flot opbakning på søndag, siger den lynhurtige højrefløj.

NYHEDER