STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Formkurve giver selvtillidsboost

Claus Møller Jakobsen tror på, at Skjern kan give topholdet fra KIF Kolding alvorlig kamp til stregen.

Skjerns flotte formkurve giver ifølge Claus Møller Jakobsen selvtillid forud for den svære topkamp mod KIF Kolding.

Af Kenneth Thygesen

Seks sejre i seks kampe og en aktuel tredjeplads i ligaen er noget, der giver selvtillid.

Ikke desto mindre er Skjern-truppen nede på jorden inden lørdagens topkamp mod KIF Kolding.

- Vi har leveret en række fine præstationer og vundet stort i flere af kampene, men vi er udmærket klar over, at kampen mod Kolding er i en helt anden boldgade, indleder Claus Møller Jakobsen.

- Det kan ikke sammenlignes med nogle af de kampe, vi har spillet på det seneste. Vi møder et hold, der på alle parametre har høj klasse, og derfor siger det sig selv, at skal vi præstere på et endnu højere niveau, hvis vi skal vinde, siger Claus Møller Jakobsen.

Vi kan give kamp til stregen
Skjern-veteranen har spillet adskillige kampe med og mod flere af KIF Kolding-spillerne heriblandt Lars Jørgensen, Kasper Hvidt og Joachim Boldsen, og ifølge Skjern-profilen venter der en svær, men ikke umulig opgave.

- Det er jo et super godt hold med mindst én klassespiller på hver plads. De har et stærkt forsvar og vel nok ligaens bedste målmand i Kasper Hvidt. Det aftvinger respekt, og det har vi også, men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at vi kan give dem kamp til stregen, siger Claus Møller Jakobsen.

- Stemingen i truppen er rigtig god. Alle bidrager og præsterer i øjeblikket, og at vi har vundet 13 ud af 16 kampe giver selvfølgelig et kæmpe boost frem mod en topkamp som denne, slutter Claus Møller Jakobsen.

NYHEDER