For andet år i træk møder Skjern rivalerne fra KIF Kolding i Boxen i Herning.
I november sidste år dannede Jyske Bank Boxen rammen om en Skjern-sejr på seks mål over KIF Kolding. Lørdag eftermiddag mødes de to topklubber igen til et brag af en kamp i Herning.
Af Kenneth Thygesen
Et nyt kapitel skrives lørdag ind i Skjern Håndbolds historie, når vestjyderne i et brag af en topkamp i Jyske Bank Boxen tager imod KIF Kolding.
På den nationale scene bliver det ikke meget større med 7.500 tilskuere på lægterne og et hav af nuværende og tidligere landsholdsspillere på banen som eksempelvis Boldsen, Møller Jakobsen, Spellerberg, Jensen, Hvidt, Søndergaard, Andersson og Møllgaard.
Femte optræden i Boxen
Det er femte gang på tre år, at Skjern spiller i Jyske Bank Boxen i Herning. Tidligere har Skjern besejret Aalborg og netop KIF Kolding, mens det er blevet til nederlag til AG København og senest BSV i november måned.
Formstærke mandskaber
Skjern tager til Herning med masser af selvtillid i bagagen efter seks sejre i træk og en plusmålscore for de seks kampe på hele 56 mål. Modstanderne fra KIF Kolding er dog også ganske godt kørende, og fusionsklubben har siden det overraskende 10-målsnederlag til BSV i midten af november hentet fem sejre i træk.
Da Skjern og KIF Kolding mødte hinanden i det første indbyrdes opgør i denne sæson, blev Skjern kørt midt over. Den svenske superstjerne Kim Andersson rev Skjern fra hinanden og var således stærkt medvirkende til en sejr på hele 30-19.
Kampklar trods sygdom
Begge hold har mere eller mindre hele truppen til rådighed til morgendagens kamp. Fælles for begge klubber er dog, at de normale startere på venstrefløj er ude med langtidsskader. For Koldings vedkommende drejer det sig om Stefan Hundstrup, mens Skjern må undvære Andreas Toudahl.
I Skjern-truppen har man dog døjet med sygdom i en længere periode, men alligevel forventes alle mand klar. Kasper Søndergaard var ude i kampene mod Ringsted og Viborg, mens Kristian Gjessing ikke var med i den seneste kamp mod Skanderborg. Tilmed har René Rasmussen og Thomas Klitgaard haft deres sygdomskampe.
Placering i ligaen:
Skjern: 3
KIF Kolding: 1
Topscorer:
Skjern: Henrik Møllgaard, 89 mål
KIF Kolding: Kim Andersson, 82 mål
Kamptidspunkt: Lørdag den 22. december kl. 17.10 i Jyske Bank Boxen, Herning.