Ole Nørgaards tropper kan i morgen hente den sjette sejr i træk, hvis det lykkes at besejre Ribe-Esbjerg.
Skjern skal udnytte den fysiske styrke i fredagens kamp mod Ribe-Esbjerg.
Af Kenneth Thygesen
Fysisk stærke spillere som Thomas Klitgaard, Frederik Børm og Henrik Møllgaard kan få en væsentlig rolle i Skjerns hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg fredag aften.
Cheftræner Ole Nørgaard hæfter sig nemlig ved fysikken, som en af Skjerns store styrker i forhold til sydvestjyderne.
- Fysikken er et af de steder, hvor vi unægteligt har en fordel. Det skal vi udnytte, men det handler om at stable et forsvar på benene, som kan understøtte fysikken, så de ikke løber rundt om os, forklarer Ole Nørgaard, hvis vestjyske mandskab kommer til at stå overfor et hold, der har lidt af hvert i posen.
- Vi kan forvente et hold, der kan arbejde i både offensive og defensive forsvarsformationer. Så handler det om for os at arbejde rigtigt overfor det forsvar, de nu engang kommer med, siger Ole Nørgaard.
Stor værdi at have Svensson med
Skjern-træneren kan for første gang i denne sæson gøre brug af Daniel Svensson. Den 31-årige bagspiller har genoptrænet efter sin sygdom og står nu klar til comeback.
- At Daniel er med har ikke noget med barmhjertighed at gøre. Han er med, fordi han kan gøre en forskel. Men efter det forløb han har været igennem, hvor han ikke har spillet en kamp i 2013, er der ingen, der forventer, at han skal være forskellen på, om vi vinder eller taber, siger Ole Nørgaard.
- Men det har stor værdi for os at få ham i kamp. Han skal mærke atmosfæren, og skridt for skridt vil han få større og større betydning, siger Ole Nørgaard.